14
derind, blev der en Brølen og en Larmen, saa man godt kunde tro, der var tredive, idetmindste.
„Bøh, bøh, bøh!“ brølede Majrose. „Det er da godt, der er Retfærdighed til i denne Verden.“
„Bøh, bøh, bøh !” stemmede de i alle tre. Han kunde ikke høre. hvad de sagde, saadan raabte de i Munden paa hverandre.
Drengen vilde spørge efter Nissen, men han kunde ikke skaffe sig Ørenlyd, fordi Køerne tog saadan paa Vej. De bar sig ad, som de plejede at gøre, naar han lukkede en fremmed Hund ind til dem. De sparkede med Bagbenene, rev og sled i deres Halskæder, vendte Hovederne udad og stangede efter ham med Hornene.
„Kom du bare,“ sagde Majrose, „saa skal du faa dig et Spark, som du ikke skal glemme saa snart!“
„Kom herhen,“ sagde Guld-Lilje, „saa skal du faa Lov at danse paa mine Horn!“
„Kom herhen, saa skal du faa at føle, hvordan det smagte, da du kastede dine Træsko efter mig, som du gjorde saa tit i Sommer!“ brølede Stjerne.
„Kom herhen, saa skal du faa Betaling for Bremsen, du satte ind i Øret paa mig,“ skraalede Guld-Lilje.
Majrose var den ældste og klogeste af dem, og hun var den allervredeste. „Kom herhen,“ sagde hun, „saa du kan faa Betaling for alle de Gange, du har trukket Malkestolen fra din Moder, og for alle de Gange, du har spændt Ben for hende, naar hun kom bærende med Mælkespanden, og for alle de Taarer, hun har staaet her og grædt over dig!“
Drengen vilde sige dem, at han fortrød, han havde været ond imod dem, og at han aldrig skulde gøre saadan noget mere, naar de blot vilde sige ham, hvor Nissen var. Men Køerne hørte ikke paa ham. De tog saadan paa Vej, at han blev bange for, at en af dem skulde rive sig løs, og han syntes, det var bedst at liste sig ud af Kostalden.
Da han kom ud igen, var han temmelig forknyt. Han indsaa, at ingen paa Gaarden vilde hjælpe ham at finde Nissen. Og det hjalp vel heller ikke stort, om han fandt ham.
Han krøb op paa det brede Stengærde, der omgav Stedet og var bevokset med Tjørn og Brombærranker. Der satte han sig for at tænke over, hvordan det skulde gaa, hvis han ikke blev Menneske igen. Naar nu Fader og Moder kom hjem fra Kirke, vilde der blive en Forbavselse. Ja, der vilde
