Side:Liv og Død.djvu/75

Denne side er valideret

LIV OG DØD

Berner var gaaet hen ved hendes Side. Det var som tindrede hans hele Ansigt under en pludselig Glød. Og uden at vide det, overmodigt, i en pludselig Jubel, skød han hende hæftigt bort og sang selv — han havde aldrig vidst, at han kunde synge —:

Hønsefødder og Gulerødder,
Halsen af en Svane,
Den, som kysser Pigerne,
Han har en hæslig Vane.
Jeg er født i Engelland,
Og Du er født i Skaane,
Jeg vil være din lille Mand,
Naar Du vil være min Kone.

Han fuldendte ikke helt. Haand i Haand stod de et Øjeblik foran Flygelet. Tale gjorde ingen af dem.

»Kom, Berner,« sagde Alice.

Langsomt gik de hen mod en af Altanernes Døre, og Berner aabnede den.

»Luk den, George,« sagde Alice.

Paa Altanen var der tyst. Ingen Støj trængte gennem den stærke Dør.

De to stod længe, Skulder ved Skulder.

»Alice, hvor jeg elsker Dig.«

Hans tindrende Øjne lyste over hendes Ansigt, mens hun, hvid, stod paa den hvide Altan.

»Hvor jeg elsker Dig.«


57