LIV OG DØD
var passeret forbi; han skulde til Tarantel-Time.
De talte igjen om Karnevallet og om Frøken Adelheid, der skulde prøve Klokken halv syv.
»De kan se hende,« sagde Naaden, det var til den unge Hvide.
Men Adelheid sagde: ikke i Dag.
Kammerherren, der ikke tog Øjnene fra hende, spurgte Baronesse Soffy, der var blevet ganske glemt, om hun skulde have Fattiguddeling paa Majestætens Fødselsdag.
Baronessen skulde det.
»Kan man andet, Kammerherre,« sagde hun, »end give dem Mad.«
Kammerherren talte til Baronesse Soffy i en egen Tone af pludselig Ærbødighed.
»Nej,« sagde han, »maaske er de, der sulter, ogsaa alligevel de ulykkeligste.«
Han havde kendt Baronesse Soffy som ung.
»Kære Ven,« sagde han sædvanlig: da var hun dobbelt saa høj.
For tredive Aar siden var Baronessens Forlovede styrtet med Hesten paa hendes Bryllupsdags Morgen. Hun havde fra da af aldrig været borte fra Stensgaard. Af
85
