ving, saa skal Processen ikke vare længe.
Oscar. Ja, det kommer an derpaa.
Alexander. Nei, jeg forsikkrer Dig! jeg har allerede talt med en Advocat.
Oscar. Ja, det er just derfor. Og siden nu Arven er uvis, saa maa man sørge for, at Ægteskabet bliver vist. Jomfrue Josephine er eneste Datter, Forældrene have endnu ikke tænkt paa at gifte hende bort; alt det har jeg udspioneret. Altsaa maa Du frie til hende.
Alexander. Ja, det vil jeg ogsaa.
Oscar. Siden kan vi see at komme tilrette med Papa og Mama.
Alexander. Ja, jeg skal see at komme tilrette med dem. Men det er bedst at begynde med Datteren.
Oscar. Det er just det, jeg siger.
Alexander. Du maa tale min Sag; jeg selv kan ikke. — Gud! der er hun! Kjære, bedste Ven! forlad mig ikke! hjelp mig lidt, blot i Begyndelsen, indtil jeg kommer paa Glid; det er Alt hvad jeg beder Dig om.
Trettende Scene.
De Forrige. Josephine.
Josephine (afsides.) Marie siger, at her er kommen en Kostgænger, og at Mama har paalagt os Alle at adlyde Lam, som om han var Herre i Huset. Det bliver rigtignok en Fornøielse.
Alexander. Jomfru....
Josephine. Gud! hvad seer jeg! Er det Dem, som er kommen i Kost hos os, og som vi Alle skulle vise saa megen Opmærksomhed?
Oscar (som læser i Avisen.) Ja vist, Jomfru! Det er Hr. Alexander, min gode Ven og Staldbroder, som ikke er fremmed for Deres Clima, thi han har ogsaa boet i Saint-Denis-Gaden....
Alexander. Lad mig nu tale selv (til Josephine.) Det er ganske sandt, Jomfru; jeg har været i nogen Tid hos en Hosekræmmer i de tre Duer; jeg havde isinde at sætte mig ned i samme Fag.
Josephine. Hvorfor har De da ikke gjort det?
Alexander. Fordi.... fordi.... (gaaer hen til Oscar.) Svar nu Du for mig.
Oscar (til Josephine.) En uovervindelig, men ubetvingelig Lidenskab. Han saae undertiden en ung, fortryllende Pige gaae forbi Boutiken, og han kunde ikke lade være at betragte, at beundre hende....
Alexander. Nu skal jeg nok selv. (Til Josephine.) Jeg fulgte efter hende i Tuilerierne, paa Comedien, overalt; men jeg vovede aldrig at tale til hende; jeg vovede aldrig at spørge hende, om mine vedholdende Bestræbelser ikke mishagede hende. Jeg vil nu spørge Dem selv: Hvad troer De, at den unge Pige har maattet tænke?
Josephine. Jeg troer, at hun fremfor Alt har villet vide, hvilke Deres Hensigter vare.
Alexander. Mine Hensigter? — O hør! Oscar!
Oscar. Hans Hensigter? O! De vare de reneste, de ædleste, de agtværdigste! Troer De ellers, at jeg var hans Ven? Ja, kjære Jomfru! Ung og i den Alder, hvori man behager, i Besiddelse af en Formue, som endnu er tvetydig, men med et Haab, som er sikkert, vil han vælge sig en Ledsagerinde gjennem Livet, en Veninde, som kan forskjønne hans Huus og forestaae hans Boutique.
Alexander. Det er nok; nu kan jeg godt selv. (Til Josephine.) Ja det er mit eneste Ønske, mit eneste Haab; jeg har aldrig næret andet, end dette. Jeg tilbyder Dem en Haand, som er nærværende, og en Formue, som er tilkommende. Troer De, at den unge Pige, som jeg talte om, nok vil modtage begge Dele?
Josephine. For at svare derpaa, maatte jeg først kjende hende.
Alexander. Kjende hende? — Hør! Oscar!
Oscar. Kjende hende? Ak, Jomfru! Gives der Nogen, som kjender sig selv?
Alexander. Nu har jeg det!
Oscar. Ja, min bedste Jomfru! Det er Dem...
Alexander (afbrydende ham.) Jeg siger Dig jo, at jeg har det. (Til Josephine.) Det er Dem!
Oscar (sætter sig ned igjen.) Det vidste jeg nok, at naar vi vare To om det, saa bleve vi nok færdige.
Alexander (til Josephine.) Det er Dem, som jeg stedse har elsket! Og nu, da De kjender min Hemmelighed, saa veed jeg ikke, hvad jeg vilde være istand til, ifald jeg erholdt et ugunstigt Svar.
(Kaster sig paa Knæ for hende.)
Oscar (som bestandig læser i Avisen.) Det er godt! Nu, da han er kommen i Fart, saa gaaer han nok af sig selv.
Fiortende Scene.
De Forrige. Guillaume.
Guillaume. Hvad seer jeg! Det unge Menneske for min Datters Fødder! Og hun, min smukke Jomfru, hvad bestiller hun her?
Josephine. Jeg hørte paa hvad han havde at sige. Man har jo paalagt mig at vise Kostgængeren al mulig Opmærksomhed.
Guillaume. Kostgængeren! Kostgængeren! Det er jo ikke ham; der sidder han! Og selv om det var ham, hvad ligner det saa.... Strax ind Med Dig! (Josephine gaaer.)
Femtende Scene.
Oscar. Alexander. Guillaume.
Guillaume (til Oscar, som sidder og læser.) For Fanden, Herre! jeg beundrer Deres Taalmodighed; De sidder der ganske koldsindig.
