LXXXIV
KARL VERNER
Hans jævne vaner gjorde ham skikket til at færdes mellem jævne folk. Uden det havde han ikke fået det udbytte af sit ophold i Rusland og Kašubien, han nu forstod at afvinde almuen navnlig det sidste sted. Det hænger sammen med et grundtræk i Verners karakter: det sære og usædvanlige øvede ingen tiltrækning på ham. I hans videnskab er det de store almindelige love, der interesserer ham; udredning af enkeltheder optager ham ikke synderligt. Hans nydelser var af den mest usammensatte art. På sine spasereture nyder han naturen uden fordybning i enkeltheder. Sin musikalske trang tilfredsstiller han ved at spille på flöjte og okarino hjemme hos sig selv; det falder ham ikke ind at gå til koncerter eller operaer. Hans daglige omgangsvenner er ikke store og mærkelige personligheder, som han med sit navn vilde have haft let ved at komme i berøring med. Det er ganske jævne og almindelige mennesker, han slår sig sammen med for på jævn borgermanèr at slå en ledig time ihjel ved et glas øl til et parti skak eller domino eller en dagligdags lun passiar. Hjemme hos sig selv holder han mest af at give den i islandsk uldtröje eller anden særlig for en professor höjst ureglementeret påklædning. Han maler selv sine Vægge og hvidter selv sit hus.
Han kendte igrunden kun én nydelse: sin videnskab. Den var ikke for ham daglig syslen med fagdetailler. „Det redelige videnskabelige håndværksarbejde lå ikke for ham,“ siger Wilkens[1]. Og vi har ovenfor set, hvilket besvær, det voldte ham at få nogle bestilte småanmeldelser fra hånden. Det tog halve, ja, næsten hele år af hans liv. Det er ikke ensbetydende med, at han var magelig og ingenting tog sig for. Han ofrede
- ↑ I sin artikel i Ill. tidende 15—11—1896, der giver et udmærket karakteristik af Verner som menneske. Den er benyttet en del i det følgende.
