39
OM BANDEN OG SVÆRGEN.
göre kur“. Begge forbindelser er ved den hyppige brug som bekræftelser blevne i den grad profanerede, at ingen præst nutildags turde vove at tale om Kristi død og pine, således som man kunde i gamle dage, se Chr. Pedersen 4. 479 „den dyrebare siel, som vor herre haffuer told [tålt] død og pine faare“, sml. også Bredal, Börnesp. 5 „For sin søns skyld: pine oc død“.
Til edernes sproglære hører også, hvad jeg har gjort opmærksom på i min Fonetik s. 563 og 564, at ederne frembyder
ejendommelige trykforhold, nemlig enhedstryk i gud ˈhjælpe mig,
gud ˈveed, gud ˈgive, fanden 'ta mig osv., medens ellers subjektet
i tilsvarende sætninger har stærkt tryk, også i hvem ˈfanden, hvad
ˈpokker; endelig har vi også et interessant grammattisk forhold,
når et bandeord bruges som erstatning for en nægtelse som i
„han gör fanden (gör han)“ — men dette sidste må jeg opsætte at behandle til en anden större sammenhæng, da det her
vilde blive for vidtløftigt.
Ederne er og navnlig har været mangfoldige; en frodig sprogskabende evne har kastet sig over dem og frembragt maleriske udtryk i mange forskellige forhold. Könnenes forhold til bandeordene har været og er forskelligt; kvinderne har foretrukket de mere uskyldige ord, eller dem de troede var uskyldigere, som når man har glemt at skam er et gammelt navn for satan. En yndet ungpigeed i alt fald for et par år siden var „saft suse mig“. Jakob Knudsen skriver. i Sind s. 63: „Dæmen, en lille nordjydsk ed; bruges ogsaa af mennesker, der ellers ikke bander, f. ex. pæne, unge piger“. Ordet er sikkert lig dennemand (se Feilberg), der er en eufemisme for djævelen. Også individuelt er der stor forskel på menneskenes måde at bande på; medens nogle bruger mange forskellige eder, nöjes andre altid med den samme vending, som Johannes V. Jensen rigtigt har iagttaget, se Himmerlandshist. 1. 3: „Det kunde ogsaa høres paa hans eder, at han var et ungt blod, han bandte overdaadigt og rigt, var ikke som de andre falden tilbage paa en enkelt, stereotyp gudsbespottelse“.
Når nutildags folk bander mindre og mindre, går der unægtelig som på andre områder noget malerisk tabt som følge
