38
OTTO JESPERSEN
först får stemmebåndene (og udåndingen) i gang lidt senere. Når sligt gentager sig oftere uden at forstyrre forståelsen, hvad det netop tit kan ved sådanne i og for sig intetsigende fyldeord som eder, kan i næste omgang den således afsnuppede form blive den egentlige i begyndelsen af et udsagn og altså bruges, uden at de til den oprindelige begyndelse hørende artikulationer frembringes. (Sml. må•r•n for godmorgen, tysk bitte for ich bitte, eng. would he did for God (eller I) would he did, osv.).
Fuldstændigt parallelt med sågu i dets to trykformer og de to kortere former sgu og gu har vi nu en anden ed, opstået af „så mænd veed“, nemlig inde i en sætning såmæn, almindelig med tryk på sidste sɔˈmœn’, men med tryk på förste foran stærk stavelse: „han er ˌsɔmən ˈikke færdig | han blir ˌsɔmən ˈaldrig færdig“, endvidere smœn’ eller smən, der dog langtfra er så hyppig som de andre former eller som det tilsvarende sgu, og endelig foran i sætningen mœn’. Alle disse føles ikke som så slemme bekræftelser som sågu osv., ja kan måske knap længer kaldes eder, sml. Chr. Winther, Digte gamle og nye, 7. udg. 162: „Han glemte rent den fæle banden, Jo mæn, dertil blev han for peen, Han turde neppe sige fanden“.
Jeg har endnu ett exempel på eder, som man skulde tro kunde bruges i flæng, men som faktisk anvendes forskelligt, nemlig pinedød og død og pine. Ved begge er der naturligvis fra först af tænkt på Jesu lidelse og død, og man hører da også tit Guds død og pine (i litteraturen fx Goldschmidt, Hjeml. 1. 168), men aldrig guds pinedød istedenfor pinedød. Dette sidste står sikkert for pine og død, som det også skrives af Goldschmidt, anf. v. 127; med hensyn til det lydlige sammenligne man — sans comparaison, som man sir, når eens sammenligninger vel synes een træffende, men man dog af een eller anden grund vil göre en undskyldning for dem — smörrebrød for smör og brød og øllebrød for øl og brød. Medens nu død og pine almindeligst er et udråb, der står foran sætningen, er pinedød et biord, som sættes inde i den: „Død og pine, nu regner det igen“. „Nu regner det pinedød igen“. Sml. også det anførte sted hos Goldschmidt: „han skal gjøre cour, han skal pine og død gjøre cour“, hvor man nu vilde sige „han skal pinedød
