34
Helge, lyt, lyt, hvor det rinder, i Ømhed, i Bøn, i Liv, i Liv under al Visnen! Lyt til mit Hjærte: Jeg! Du! Jeg!
„Elskede,“ hans Stemme hviskede dernede, hans Hand smøg sig om hendes bøjede Nakke.
Skælvende ned i Skødet fornam hun hans Åndedræts Bølger.
„Elskede, Eva.“
Hans Hår strøg koldt over hendes Hud.
Pludselig mærkede hun hans Munds Sugen om sit højre Bryst.
Hun rystede i et Gys ned over Rygraden. Med Hænderne stemt ned i Puden sad hun, med løftet Hoved, og fornam hans Læbers Sugen gennem alle Årer.
Hvor fattede han, det var det, hun vilde?
I en lydløs Hulken, som dryppende af Blod, bøjede hun sit Hoved over ham.
Elskede, Eneste, drik mit Hjærte! Du, som jeg fødte, nær dig af mig. jeg, som er den Levende.
Deres Øjne hang i hinanden, stumme, som kunde de nu aldrig mere skilles. De, som var ét Blod i de miledybe Skoves Grav.
