33
brændte frem, blændende Synet, en Dødens Fakkel, fortærende ind i Marv og Ben.
Men dér bagved, bag nøgne Ris og sorte Løvpletter skinnede Lys, et Hjems klare Rude.
— — — —
„Helge,“ hun bøjede sig over ham i Sengen, Lyset fra Servanten skinnede over hendes hvide Natdragt.
Han vågnede, i et Ryk, og så op på hende, et forvildet Blik, som fra Skovdybet dernede, under Løvets Hang, hvor Råen lå strakt i de røde Bladdynger.
Det skælvede nøgent om hendes Hjærte. Det Blik fra Bunden af en Løvfaldsgrav —
Ja, som gennem vigende Løv sank han i Søvn hver Nat.
Drømte han om Råen, om Løvfaldsskoven? sansede han i Søvne den stærke Duft fra det Rådd, hvor alt blev Jord, og vågnede og stirrede på hende, som på den, der var meddelagtig i den fælles Død? Han, som ikke var Helge Kolind, men Skoven selv.
Ja, hun hørte jo Løvet derude i Haven, gennem Nattens Stumhed, de henlistende Trin.
Men nej, se hans Øjne, dér tindrede, inderst inde, den sorte Prik af Liv, den ringe Gnist, der gløder gennem alt oven jorde, den Gnist, der er Guds Sejr: Jeg!
„Eva,“ han smilte, langt, sødt genkendende hende, som efter en Dødens Sygdom.
„Helge,“ hun skælvede, bøjet over ham, over Gnisten i hans Øje, Gløden i Høstnatten, der ikke måtte slukne.
Blussende bar hun hans Hoved ind mod sin blottede Barm, ind i Brysternes hede Kløft, ind mod Hjærtets dumpe Kildehulk.
