Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/44

Denne side er valideret

32

Hun bed Læberne sammen.

Nej, nej, han var vel også hendes! havde hun end taget ham, han havde også givet sig til hende, med sin Mund og med sit Ord! Han havde handlet i Drift og ikke i Vilje, men hver Handling var Sæd; nu stod det bag Skoven, deres Hjem med dets Liv; han var det pligtet, som Faderen sit Barn. Hun havde bundet ham i Pligten, nu kunde han ikke slippe den: hans Pligt, det var hende. Nu var hun hans „den Anden“.

Nåletyndt stak det i hendes Øjne, et Lys gennem Løvet.

Hun greb om Helges Hånd. Deres Fødder smuttede i den stejle Sti.

Lyset spiledes som en Stjærne mellem Bladene.

Helge, har vi intet Barn derinde, som Simon og Ellen, vi har dog vore Stuer, som vi er skyldige at fylde med Kærlighedens Liv, som alle Stuer, hvor Mennesker lever sammen.

Han havde fundet dem Vej hen gennem Skovens mørkerøde Nat, hvor hun ene havde forvildet sig bort mellem Stammerne. Stien havde født sig ud af hans Fodspids gennem de faldne Løvlag. Nu glimtede Lyset, vejledende gennem Havelågens Fyrrestænger

Hun klemte hans Hånd: Nu fulgte jeg dig gennem Mørkeskoven, hvor du var hjemme, følg du nu mig, at du kan blive hjemme i dit eget Hjem! her kender jeg den Sti, vi skal træde. Ti jeg er Lys og Kærlighed, Guds Barn.

Granerne stak hende i Kinden, en Kastanies gule Løv