17
„Eva,“ han gik nedad Vindeltrappen fra Loftet, Solskinnet blånede over Kalkvæggen, Mahognigelænderet glødede, „Assistent Gorm har ikke Nøglen. Taves må have glemt at aflevere den i Foråret. Hvad om vi gik ned til Fjorden og hentede den? så kan vi hilse på dem med det samme.“
„Ja, Fruen må undskylde,“ Hannibal Gorms Hoved stak frem oppe under Skråloftet, Brilleglassene blinkede, „jeg skulde så gerne selv hente den, men når Herskabet alligevel går Tur —“
Så, skulde de nu strax derned til Simon Taves! Hun kunde ikke lide ham, så ophidset han altid var, og alle hans syge Malerier. Og i Dag, den første Dag herovre, skulde de da ikke være ene?
Men Helge stampede allerede Støvlerne på, og oppe fra Trappen gav Gorm Besked om Vejen gennem Skoven:
„Bare ud af Lågen og så —“
Af Lågen — hun lukkede Øinene, hun huskede i Nat — den Låge ind i Skoven, kunde de da ikke få den spærret?
Men, de måtte jo have den Nøgle til Køkkenet, Øllegård havde jo ligget for åben Dør i Nat, som hun forklarede der ved Køkkenbordet:
„Ja, ja, Fru Eva, så'en et Sted, midt ivildene Skov, ingen véd sig els' sikker her. Og der løber nok alskens Bosser derovre på Landevejen.“
Eva åbnede Øjnene.
Hoftesvær rensede Øllegård Gulerødder over Vasken. Hvergarnskjolen bovnede om hendes fornærmede Bag.
