106
Fra den grønne Skov vilde hans Moders Åsyn smile til ham, til Vår, å til Vår!
Helge, når du ser i mine Øjne, ser du hende og Våren!
Hun havde erfaret, hvad han hidtil havde dulgt, om hint Øjeblik, han havde været død, i sin Moder, hans kyskeste, ensomste Stund.
Hun åndede kort. Ja, ti kaldte han ikke hende sin Moder? følte han ikke, at som hun vilde hun dø, at finde sit Liv i hans?
Hun smilte. Det aner du lidet, Riborg: da du trådte i vor Stue som den Tredje, jog du mig ind i ham, i mig selv.
Du gav mig se, jeg elsker ham, ikke — „mig selv“.
Og derfor: kom du kun i Aften!
„Her er det jo, Eva,“ Helge åbnede Lågen i Tjørnehegnet, de fulgte.
En Række Graner rejste sig bag Stakittet. De spejledes sort i Husets Ruder, der ulmede fra Skoven histovre.
Vissentgule Aspargestoppe dråbede øde over Mulden. Et skimmeltgrønt Lysthus i Hjørnet, som et tomt Fuglebur.
Eva skottede til den sorte Rude længst borte.
Jo, dér: Ansigtet på Ruden, som en hvid, stivnet Dråbe, Ansigtet fra Skoven hin Nat, med Brandens røde Skær om sig.
Riborgs sindssyge Moders.
Hendes Hånd greb Helge om Armen.