Side:H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/43

Denne side er blevet korrekturlæst

33

Berg.

Berg.

Skoleforstander og Bladudgiver. Bor i Hillerød. Født den 18. Decbr. 1829.


Det var vistnok i Slutningen af Fyrrerne, at der fra Ranum Seminarium, som dengang lededes af den elskværdige og dygtige Ludvig Chr. Müller, udgik en ung Seminarist med glimrende Eksamenbevis og med lysende Forhaabninger om en smuk Lærergjerning. Den unge Mand var ikke blot agtet og afholdt af Lærere og Disciple, men ogsaa Omegnens gjæstfrie Huse stode ham aabne, og han var skattet som en kjær og velkommen Gjæst. Enhver, der kom i Berøring med ham, troede paa hans Fremtid, men rigtignok paa en helt anden Maade og efter en langt beskednere Maalestok end den udviklede sig. Paa en ualmindelig dygtig og nidkjær Børneopdrager troede man, paa en fremtrædende Politiker tænkte Ingen.

Manden var Christen Poulsen alias Christen Berg. Han blev Lærer, kom ned i Koldingegnen, og det saa ud til, at han i fuldt Maal skuldt indfri de smukke Forventninger, han havde skabt. Ualmindelig dygtig, ualmindelig pligttro og udholdende røgtede han sin smukke Gjerning, og inden for dennes bramfri Omraade blev han hurtigt almindelig agtet og afholdt. Men i den unge Mands Bryst gjærede der en brændende Ærgjerrighed, der fandt rigelig Næring i en tidlig udviklet Selvvurdering — maaske OVervurdering — og i en ubændig Tro paa sine slumrende Kræfters Rækkeevne.

Den beskedne Lærergjerning frembød ikke tilstrækkelige Chancer for denne Ærgjerrighed; det gjorde derimod Politikken, i hvilken der begyndte at komme mere Liv efter den ulykkelige Krig 1864, og et straalende Fantasibillede af en underskjøn Frihedsgudinde bedaarede ganske det ikke stærkt befæstede Hjærte. Der var en brav Provstemand dernede i Egnen, som havde vundet den unge Ærgjerriges Fortrolighed. Med ham raadførte Berg sig om det brændende Spørgsmaal, hvorvidt han skulde stille sig eller ikke. Den brave Provst raadede fra eller dog til at vente, ikke fordi han mistvivlede om Lærerens Evner ogsaa paa dette Omraade, men fordi han frygtede, at mange af Bergs gode