83
paa. Men det har vel nærmest været om Skulptur, maaske om Arkitektur.
Der forlyder intet om, at han i hvad man kalder aandelig Forstand — saadan rigtig æggende, vækkende, stimulerende — har været Midtpunktet for de lyttende Yngres Kreds. Hvis Rejsebreve til Hjemmet blev skrevne mere uforbeholdent, end de mange Gange gør, og hvis Brevsamlinger blev udgivet mindre in usum Delphini, saa vilde man kunne vide, hvad man nu kun formoder. Ivar Christensen formodede, at Nordens Phidias havde været formet af et køligt Ler, og at han maaske i daglig Omgang som Menneske havde øvet en beroligende, harmonisk, snarere afdæmpende end opflammende Indflydelse paa de unge Kunstnere — lige som den Dag i Dag hans Værker stemmer os til en respektfuld Andagt, ikke til at gaa hjem og »slaa Gnister af vor Tankes Flint.«
I saa Fald — tænkte Ivar Christensen — havde de danske Kunstneres Pilgrimsfærd i Rom haft noget af den Karakter over sig, som meddelte sig til deres Værker: Længsel mod Syden, naar de var herhjemme og havde det strænge Akademi for Øje. Længsel mod Hjemmet, naar de var i Rom — og dog ikke helt kunde hengive sig til det romerske Liv.
En Koloni, der lever næsten gennemgaaende under pekuniære Sorger, i hvert Fald aldrig med saa stor en Rejsekasse, at det enkelte livskraftigere Fantasimenneske kan tilfredsstille en øjeblikkelig
6*
