424
lovet med en fortræffelig ung Pige fra Provinsen — Frøken Kirstine Jørgensen, Datter af snart afdøde Malermester og Lakerer Konrad Adolf Jørgensen i E——by. Endnu iaften rejser min kære Søn, for om nogle Dage — forhaabenligt — at holde Bryllup i al Stilhed. Jeg udbeder mig paa hans Vegne Damernes gode Ønsker — min Velsignelse har han!
Mama! raabte Frøken Adelaide. Derpaa traadte hun to Skridt frem imod den unge Mand og sagde med dirrende Stemme:
Men saa sig dog noget — hører De! …
Karsten rørte sig ikke af Stedet; hans Øjne plirrede krampagtigt — han havde Blikket fæstet mod Gulvet … nu saa’ han bedende op, blev purpurrød, tav, og drejede Hovedet bort.
Mama — Mama! her er afskyeligt|
Og Frøken Adelaide var borte, ude af Døren.
Men Konsulinden slog sine smukke, store Øjne op, imponeret, videbegærlig, spørgende — overfor denne besynderlige Mand dér — maaske den eneste virkelig besynderlige Mand, hun havde kendt i sit bevægede Liv.
Nu var det længe siden! … for sent!
Saa skred hun med en Dronningebøjning af den »græske« Nakke hen imod Døren. Hun værdigede ikke Karsten nogen Opmærksomhed. I Døren vendte hun sig, saa’ smilende tilbage mod Christensen, og sagde: