392
dæmrings Farvesyner — ingen Fristelser ind paa »Tonens« Æventyr, paa Halvlysets Vildstier, hvor Dryaden krydser vor Vej, et Syn — et døende, med det gaadefulde Smil om Læben.
Nonsens! Det er længst forbi!
Men der gik ganske uventet en Sky for Solen; og et Vindstød hævede Avispapir, Halmstraa, vissent Løv og Høvlspaaner i en St. Veitsdans’ Hvirvel. Den fordømte Gadeblæst, som strør en Tegnelærer Sand og Støv i Øjnene!
Han kom ind i Ventesalen. Der var Folk nok at gemme sig iblandt. Han trykkede ikkedestomindre Hatteskyggen godt ned i Panden og saa’ kun paa sine egne Fødder. Det ærgrede ham — hvad han først nu bemærkede — at han havde sine ældste Støvler paa. —
Alt ærgrede ham. Saa lød den fjærne Piben, Dørene til Perronen smækkedes op, Folk klemte sig sammen og ud — han bemærkede Karsten i elegant Overfrakke, med lys Hat og Slips — hvad Pokker vilde han her?
Saa dundrede det hult — Toget kom frem og holdt — Bremserne skurede, Dampen snurrede — lydelige Stemmer — Alt tabte sig i Hurlumhej.
Han opdagede, godt gemt i sin Krog, Konsulen og nogle andre Herrer, som tog imod Damerne. Karsten holdt sig tæt op til Gruppen.
Konsulinden saa’ næsten yngre ud — vel at mærke under Hat og Halvslør — end for ti, tolv, tretten, Aar tilbage — og ikke stort fyl-
