27
kamme. Og Reflexerne drev som smæltet Bronce, mattere og mattere i Tonen, ned over Fjordens Staalspejl. Højnende Bakker, fjærne Skove, og Byen dernede begyndte at svømme ud i en enkelt, gennemgaaende fløjelsblød Farvemasse. Smaahavernes grønne Trær, Tegltage, gule Gavle, lyse Udmure, alt gik lydigt op i det hele Stemningsvæld, som dominerede Solnedgangslandskabet. Der var en Højhed, en Alvor, dette »Guddommelige« over Egnen, som vilde tvinge os i Knæ af Undren — hvis vi ikke saa’ det saa ofte. Nu saa’ Tegnelæreren det. Og han løftede sin faste, hvide Haand; og det var, som Fingrene fik fat som et Penselskaft, en stor, bred Pensel: Saadan! — han gjorde et Par energiske Strøg — saa! … her; aha! … ja, jeg skal dog gribe dig, du Satan af en Stemning! Gud af en Stemning! mener jeg …. saa! — saadan! dér! —
Han slap den indbildte Pensel, fór sig med Haanden over Øjnene, slog Smæld med Pege imod Langfingren. Vis vas! De Narrestreger er forbil …
Saa gik han langsomt frem ad Stien, henimod den første af de smaa Haver, saa’ tilfældigvis ind over Rækværket — og blev staaende ved en Hyldebusk.
Knap ti Skridt fra ham sad — i et nyt anlagt Lindelysthus — hans ny Protegé, Karsten. Ja, og ved Siden af ham sad paa Bænken — — nej, red overskrævs — et Pigebarn paa en
