24
bryde Skrankerne for de Hensyn, hun skyldte sit Køn — og sin Løn.
Han betvang sig; han gav ikke med et Blik til Kende, at han var Landsmand. Han gik ud af det sixtinske Kapel. Det var dog nu ødelagt for ham — baade paa den ene og den anden Maade.
Han gik over til Rafaels »Loggier«. I denne, den mærkeligste Korridor i Verden, vilde han tage Afsked med Rom, med Vatikanet, med Skønheden, med Mestren — ak, den uopnaaelige, og dog den, man kunde nærme sig til, ligesom paa en mere fortrolig Fod, end til den »Gamle« derinde i Kapellet.
Her var han alene. Her har Rafaels Elever efter Mestrens egne Udkast, maaske delvis ogsaa Mestrens egen Haand, fortalt Menneskehedens skønneste Myther — paa en Maade — paa en Maade … aa, dumme Fraser om, paa hvad Maade! Det er gjort; det bliver aldrig gjort bedre, kan aldrig gøres om igen. Og dog, hvad kunde man ikke lære her? Frem for alt lære noget om, at nu er Kunsten gaaet i Vinterkvarter, nu sidder den og sveder i gas-opvarmede Skolelokaler over Grammatik og Syntax, nu tager den Examen, nu »kan« den en gruelig Hoben Ting; den bliver filosofisk, arkæologisk, biologisk Professor … Den bliver en Vissenpind, bliver den; en stakkels sølle Olding! Se her; for tusind Djævle! Se, hvilken Sikkerhed i Karakteriseringen — og hvilken Naivitet tillige!
