326
Jeg tror alligevel nok at jeg kan gaa. Maa jeg tage Deres Arm!
Hun støttede sig ved ham. De gik ned ad Trapperne, skraaede over Haven, hvor Opvarteren bukkede som en Automat i den aabne Laage. Hun saa’ ligefrem for sig og holdt sig rank. Christensen tav. Der var ingen Vogn i den øde Allé. Alt Liv var som fejet bort. Man skulde ikke paastaa, at Folk havde moret sig her for en lille Stund siden. Fra Frederiksberg Kirke slog Taarnuhret ét Slag. Kirken lignede en stor preussisk Pikkelhue, som er stillet hen mellem Gravene. Ikke et Pip fra en Fugl hørtes. Alle Omgivelser havde dette fremmede, legemløse Udseende, som Foraars- og Sommernattens aande- agtige Time er en Mester i at frembringe paa et Lærred, dybt nedstemt i Tonen. Bag Pikkelhuen var Maanen kommen op. En beklippet, bleg Gulddukat med et sygeligt Smil — dette ensartede Smil, hvormed den ser ned paa Grave og Sporvejsskinner, paa en øde Plads eller paa mange Mennesker …. og her saa’ den ned paa disse to, som ved et eller andet Tilfælde var blevet rystet sammen, som for den Sags Skyld ligesaa godt kunde have været viet inde i denne Kirke, kunde have gaaet her og smaagnavet, den ene over en Pige, som imorgen skal skifte, den anden over Børnene, som slider de mange Par smaa Støvler om Maaneden.
Uhyre ligegyldigt det Hele! gift eller ikke! barnløs eller begavet med for mange
