295
skælmske Mundviger og med — det opdagede han da ogsaa — en Række smukke, lige, hvide Tænder,
Naa ja! jeg er vel ikke længer den taabelige Pige. Det vilde heller ikke passe sig — til min Stilling! —
Deres Stilling? De er altsaa fremdeles … eller er De maaske bleven gift? …
Nej! svarede hun og lo. Stillingen uforandret. Guvernante — Selskabsdame — rigtignok uden Employ! … Og lad os saa tale om Forretninger! —
Forretninger? Han kunde ikke undlade at rynke Brynene en Kende. Dette Væsen dér, som han et Øjeblik havde hensat midt iblandt sine romerske — bedste — Indtryk og Erindringer — hun blev med Et til et praktisk Fruentimmer, med hvem han skulde tale om … Og pludselig for det ud af ham, næsten med Forfærdelse.
For Guds Skyld! De har da ikke i Sinde at …?
Naa? sagde hun, paa sin Side komisk forskrækket.
Jeg mener, svarede han: De tænker da ikke paa at blive Kunstnerinde? —
Hun lo, og spurgte:
Hvorfor ikke? —
Han stod dér, stiv og ganske barsk. Og han sagde tørt:
Det gør mig ondt; men jeg er ophørt at vejlede vordende Kunstnere! —