283
stigende og faldende, Arbejdslysten undertiden forbavsende frodig og undertiden ligesom udvisket.
Christensen stønnede og svedte — men beherskede sig. Kun forekom det ham, som om han selv var bleven altfor gammel og glemsom — ligesom det stødvis forekom ham, at Menneskeheden maatte være uhyre dum, en Dyreart, der stod under de fleste af Mennesket paavirkelige Dyrearter i Retning af Udviklingsmulighed og Behandlingsmodtagelighed.
Der gik Maaneder, der gik et halvt Aar. Lærerens Taalmodighed var i kendeligt Aftagende. Han sagde til sig selv: Jeg tager det for tørt, altfor pedantisk — ligesom de fleste Lærere!
Og han begyndte smaat raillerende, idet han mente at skærpe Elevens Appetit for det nødvendigt Kedelige ved at salte og krydre de daglige Retter.
Men begynder man at salte og krydre Grammatik og Syntax — hvadenten det er den danske, den tyske eller engelske — saa er der Sandsynlighed for, at disse Retter i Elevens Øjne faar et aldeles barokt og fremmed Udseende; at han endog vægrer sig ved at fortære dem i deres nye og forbedrede Skikkelse — hvad han ikke allerede har gjort i deres gamle. Og saaledes gik det Karsten.
Han bekendte til sidst, haabløst, at han »aldeles ikke kunde finde ud af det.« Hvorefter Hr. Christensen, med noget af den samme Haab-
