238
gjort i Forvejen — at den gamle Kender Goethe har Ret:
Mit Weiber sich vertragen ….
Mændene bliver man, med ganske faa Undtagelser, saa uendelig hurtigt færdig med. Der er saa ringe Udvikling hos dem; de hæderlige ere kedsommelige, Schufterne omgaas man ikke, og de »begavede« ere forfængelige og nervøse. De ville høre sig selv tale — saaledes som jeg nu! Men der er altid noget smukt ved enhver Kvinde — om det saa blot er i deres Paaklædning — en behandsket Haand — et Smil. Jeg har faaet virksommere Impulser ved et smukt Smil, end ved ti Mænds aandfulde Samtale. For slet ikke at nævne den absolute kvindelige Skønhed. Den elektriserer mig; den gør mig gal og lykkelig, fortvivlet og genial. Jeg tilbeder den. Den er Gud! —
Christensen gik derhen den næste Formiddag. Han traf ganske rigtig i Forværelset en Tjener med Pluches Knæbenklæder og hvide Lægge. Alt var saaledes som man havde fortalt ham: fyrstelige Sale, ikke »dekorerede i Empirestilen«, men bevarende hele deres stive Pomp fra et faktisk Hof under Napoleonstiden: Og i et af disse Pragtgemakker var der hin berømte Divan — eller den kunde i det mindste have været ganske den samme, som den hvorpaa efter Sagnet Canovas celebre Model havde
