206
var kommen i Besøg fra en Naboby; jeg viste hende Billedet, hun trykkede mig i Haanden, da jeg pakkede det ind, for at rejse med det tilbage til Paris. Gud være med Dig! Du vil nok faa Glæde af det! sagde hun.
Jeg sendte det til Udstillingen. Man kasserede det. I Grunden havde jeg belavet mig derpaa. Men — alligevel, det er et Stød. En Kammerat — som jeg har beholdt til den Dag idag — sagde mig: Det er for selvstændigt. Ingen maler saadan!
Jeg gik til en Kunsthandler med det, og jeg mente at burde sige ham rent ud, at Censuren havde forkastet det. Han smilede og erklærede mig, at det ikke var Grunden for ham til ikke at købe. Han gjorde mig endogsaa en Kompliment for Ejendommelighederne ved Billedet. Men hvorfor maler de saadanne Idyller fra Landet? En Faareklipningsscene ved Solnedgang! Det er smukt — det er paa Ære meget smukt! Hvorfor maler De os ikke en smuk Kvinde? —
Nøgen? spurgte jeg.
Han smilede bejaende og bukkede: Hele Verden vil have det …. Man faar indrette sig derefter!
Muligvis De ogsaa køber Zuaver? spugte jeg, idet jeg gav Bybudet et Vink om at bære Billedet ud af Butiken igen.
Aa ja! Zuaver kan gaa an! sagde den store Mand. Helst i Fægtning …. og allerhelst sammen med Kabylerpiger!
