183
staaende Ansigt; at han kendte alle disse forbindtlige Smil og denne magre Geskæftighed, denne Bæren Yndigheder til Skue og denne Skjulen sig under Ironi og Ligegyldighed. Han savnede Hjemmet; han saa’ dets Svagheder i Formindskelsglas; han idealiserede dets virkelige Væsen og tildigtede det næsten lutter Fuldkommenheder. Men mest savnede han London; — selv dets Kulrøg vilde han gerne have indaandet, den klamme Flodtaage, naar han tillige havde følt Luften ligesom sitre under de uhyre Massers Aandedræt, og mærket Jorden ligesom dirre under Kæmpearbejdet for at holde Verdens-Kranen i uafbrudt Virksomhed. Han blev led ved Forfinelsen, og var ikke langt fra at regne Kunsten med herind under …. han blev led ved Paris; og en Dag tog han ud paa Landet.
Han vilde se Byens Omegn; først den nærmeste. Han steg af paa en Station og gav sig til at spasere. Naturligvis ærgrede han sig. Denne kølige, klare, kokette franske Aand, saa stærkt optaget af det Ydre og af sig selv, som nu og da futter af med en Verdensrystelse — i en Revolution eller et Militærdiktatur — og derpaa idyllisk sætter sig hen for at leve som Kapitalist af sinø Renter — denne Aand har jo netop befolket Paris’s berømte Omegn med et
