166
Tegning, men lige saa megen Dilletantisme deri — og at engelsk Kunst kunde have meget godt af en Sammenligning med fremmed Kunst — selv om den Fremmede endnu ikke var indregistreret som »Navn« hos Firmaerne! —
Ja, jeg beklager meget! … sagde Chefen høfligt afgørende.
Jeg ligesaa! svarede Christensen og strakte Haanden ud efter Mappen.
Vil De tillade mig? sagde en Stemme bagved ham.
Der kom en behandsket Haand frem; og et Hoved med tæt afklippet Haar, studset Bakkenbart, et blødt Overskæg, en solbrændt Kind, en lige, noget lang, men kraftig tegnet Næse, bøjede sig ned over Mappen.
Christensen underkastede sig denne altid kedsommelige Undersøgelse af et Arbejde, som er en aandelig Skat for Kunstneren og dog en Salgsgenstand i Lighed med enhver anden Vare — og saa mødtes han af et Par graa Øjne med en vis stikkende, stolt Glød i:
Vil De overlade mig disse to Blade? og hvad er Deres Pris? —
Christensen bukkede. Han var lidt overrasket. Han havde ikke tænkt paa at sætte nogen Pris.
Den Fremmede tog sit Kort frem og sagde til Christensen:
Vil De søge mig i min Klub i Eftermiddag!
