155
nøjeseende engelske Kirke holdt i sin haarde og strænge Formynderhaand. Fandt han dem end lidet kirkelige — saa fandt han ofte saa meget mere religiøs Følelse hos dem, en Følelse, der paa en Række af det daglige Livs svage Punkter iklædte sig Handling. En stor Overbærenhed og Langmodighed i Omgangen med de ikke altid saa let regerlige Mænd — især den slemme Lørdagaften — ofte det sande kvindelige Heltemod i Opretholdelsen af Familien dér, hvor Manden vitterlig truer Arnen med Ruin; en Gang imellem et »stærkt« Udbrud, foraarsaget af Fejl paa den ene eller paa begge Sider; men som Regel megen naturlig Kærlighed mellem Ægtefolk eller Kærestefolk; det sidste Forhold af en friere, derfor ikke mindre sømmelig, maaske endog elskværdigere Art end derhjemme. Christensen følte virkelig, at han kunde give Middelstandens Kvinder i England Prædikatet af Nationens bedste Støtter.
Han følte i det hele taget Behag ved at leve saaledes og anstille sine Betragtninger — uden i mindste Maade som udøvende Kunstner at gøre noget Studium. Han kom paa en jævn, umærkelig Maade til Ro. Var da hans Ro købt paa saa billige Betingelser? Var Kunstneren ganske gaaet til Hvile i ham? Med dette Spørgsmaal var han begyndt at beskæftige sine Tanker, da Snedkersvenden en Aften tog ham med ud, og — tilfældigt eller ikke tilfældigt — lod ham passere den Grænse, der skiller det ordnede, det
