88
Ivar Christensen, Eneboeren, som dog ingen skulde have fat i, som ingen skulde bruge til Støtte for et Parti — selv han fik undertiden disse Anfald af Akkordgængeri.
Aa hvad, der er jo dog noget i, hvad disse Mennesker siger. Og de har Talent! Er ikke Landskabsmaleriet endogsaa udmærket repræsenteret — for at tale med Journalisterne? Er ikke en god sund Bestræbelse over alt til Stede! Har vi ikke faaet en smuk Arv fra hin udmærkede Begavelse, paa hvem det ulykkelige Vaadeskud gjorde saa brat og sørgelig en Ende! Er vi ikke ganske anderledes systematiske Naturarbejdere end vore svenske og norske Brødre? Er ikke de, som vi nu kalder »gamle« iblandt os, er ikke de ret fine, noble Naturer, ret hyggelige Mennesker? Har ikke den ene en udviklet Sans for det Arkitektoniske i Figurmaleriet, og er ikke den anden, som oven i Købet er tyet ud til Provinsen, en ejendommelig, sjælfuld Folkelivsskildrer — uanset at han ikke kan male? Herre du gode Gud! hvem kan i det hele male? End ikke Professoren kan male — har han selv sagt mig. Og dog — og dog … nu kommer jo netop en forholdsvis yngre, mere farvefrisk Række frem. Har jeg ikke for nylig set denne Førsterangs Figurmaler, der overvældede os alle med sin Titan paa Klippen? Naa, hvad mere Vidnesbyrd har vi Behov? Er han ikke ogsaa Elev af Professoren? Og den energiske, alsidige Dyrmaler, der fik sin Pensel
