58
Ane-Mette.
for det maa da saa være mange Aar siden, at det bitte Kræ gik hen og døde fra jer af?»
Men da Elsebeth slet intet svarede hertil, studsede den gamle. Derpaa trak han sine buskede Øjenbryn langsomt i Vejret, og da han en Stund havde mønstret hende, snuste han betænksomt gjennem sine store Næsebor, som om der pludselig gik et Lys op for ham.
»Ak ja, ja,» sukkede han derpaa. «Verden er itte af Smør — som man si'er. Tidt tykkes man jo, den kunde være anderledes. Men det er sagtens netop saadden, at Vorherre vil ha'e den. Og saa er den tænkelig nok bedst saadden».
I det samme blev der kaldt inde fra Kirkegaarden.
Den gamle bød Farvel og fortsatte har kende og hostende sin Vej ned over Aasen, men Elsebeth tog stiltiende Barnet ved Haanden og gik ind imellem Gravene.
Herinde, omtrent i Midten af den nøgne Kirkegaard, var to Mandfolk beskjæftigede med Hakke og Skovl.
Den ene — en rigtig Lillelunder i Niels Nilens Billede: skrutrygget, korthalset, med et bredt Galgengrin i det brændevinsrøde
