Side:Fire Noveller.djvu/61

Denne side er valideret

49

Et Hjertes Gaade.

fjerneste Mistanke kunde henledes. Naturligviis bleve alle de Individer, der stode i nogetsomhelst Forhold til den Dræbte, stævnede til Forhør. De Forstelever, der opholdt sig i hans Huus, hans Tvende, de ansatte Skovfogder og Jægere, saavelsom Skovløbere og Brændehuggere, der ifølge deres Dont ofte maatte have havt Leilighed til at see ham paa de forskjelligste og meest afsides Veie, bleve tilkaldte eller mødte af dem selv. Men deres Udsagn oplyste intet i Sagen; thi hændelsesviis havde Ingen i Skoven seet Forstmester v. G. den Dag, da Ulykken indtraf, og Alles Beretninger om deres egne respective Opholdssteder paa den Tid befandtes vidnesfast overeensstemmende med Sandheden.

Kun een lille Omstændighed vakte Dommerens Opmærksomhed, men førte dog ikke til Noget. To af de tilkaldte Vidner, en gammel Jæger og en Brændehugger, udsagde nemlig, at de i Løbet af Sommeren, den Første een Gang, den Anden to Gange, havde seet Forstmesteren spadsere i Skoven med en dem aldeles fremmed Person. Jægeren kaldte denne en Dreng paa omtrent tolv, fjorten Aar og kunde ikke mindes at beskrive ham nøiere, end at han havde havt en bredskygget Straahat paa Hovedet. Brændehuggeren derimod benævnte ham „en ung Sælle”, hvilket i Almuens Mund stundom betyder en Yngling; dog kaldte Comparenten ham ogsaa „en underlig buttet Dreng, en bitte trind Fyr”. Han beskrev