162
— Ras Røgter —
være med Eder alle, Herren lade lyse sin Velsignelse over Eder, Amen!"
Mængden blottede Hovederne, Køerne laa stille og stumme, og Ras Røgter græd Glædens Taarer.
"Ded ska' hans højærwærdig Pastor helsens ha saa møj manne Tak for boed fra æ Bæjster aa fra Ras Røgter aa mæ sjøl.... Ded gjoer wall lig' ner i mi Maw, saadden aa fo rijæl Beskied aa di hellige Diel. Naa hwe' wi da, hworte' a' wi kumme hen, enten wi blywwer puttet aa æ Kærregoer eller wi blywwer ædt i Kysupp mæ Boller aa.... Ja Gu' ha Low i al Æwihied, saa gue han æ mo' æ sælle Stymper som mæ. — Kossaa, Børnlil, a wi ka' kum a hiemmel te," sagde han og trak efter Hjemmet i den hvide Julenat. Men mange var de, som fulgte ham — baade Mennesker og Dyr.
I Kostalden sang Ras Røgter alle de Salmer, han kunde huske, baade "Glade Jul" — og "Herlig en Sommernat" — og "O jeg, som har i Synd og Vellyst levet!"
