Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/48

Denne side er valideret

37

FREDERIK HØEDT.

saameget Geni som han har Smag. Vi andre vilde ønsket ham ligesaamegen Energi som han har Geni.


I.

Den der søger at gøre sig Rede for de Love, der have styret den danske Skuespilkunst Udvikling, vil forgæves lede efter afgørende Brydepunkter, hvor det Gamle mødes med det Ny, eller efter overlegne Personligheder, der til en given Tid optræde som Forfægtere af bestemte Principer. Vor dramatiske Kunst udvikler sig i langsom Fremskriden, idet dens Ideal paa ethvert Punkt retter sig efter den samtidige dramatiske Literatur, uden at der fra selve Skuespillerne nogensinde tages et Initiativ til at omforme deres Kunst eller bringe den ind i nyt Spor. Medens f. Eks. den tyske sceniske Kunst i det 18de Aarhundrede lader sig udtrykke ved Navnene: Eckhof, Schröder, Iffland, og i Frankrig de nye Kunstretninger i Strid med Traditionen betegnes ved Lekains og Talmas Skuespillervirksomhed, er herhjemme Høedt den første Skuespiller, der optræder som Forfægter af en bestemt Kunstanskuelse med Midler til selv at give den Kød og Blod paa Skuepladsen. Tilfælles med alle Scenens Reformatorer har han Devisen: Natursandhed, og ligesom de store tyske Skuespillere, ligesom Garrick, støtter han sig paa Shakspeare i sin Kamp mod den uægte Spillemaade.

Forfægtelsen af Natursandheden i Skuespilkunsten fremkommer naturligt, naar ved en eller anden Literaturperiodes Indflydelse en bestemt Side af Menneskelivet alene er bleven dyrket paa Skuepladsen, i Særdeleshed hvor et saadant samtidigt Dramas Magt begynder at slappes; thi denne