40
rigtigt selv forstod og sagde: han interesserede sig for alting og drev det til ingenting. Han fik ligesom ikke Tid til støt Arbejde, skønt han ingenlunde var doven. Han manglede Originalitet, men skrev altid klart og hæderligt, undertiden pudsigt, om hvad der faldt for. Et var sikkert: han havde altid den gale Mening — den man ikke skulde have, den modsatte af Autoriteternes. Og det hjalp ham heller ikke frem.
Han var en lille grim Fyr, allerede halvgammel, skønt han kun var nogle og tredive Aar, paa Alder med de andre i Kresen.
Hans Forelskelser kom og svandt ligesaa hurtigt som hans Interesser. Han flammede den ene Dag og havde glemt Genstanden den næste. Maaske døde Kærligheden saa hurtigt, fordi den ikke blev gengældt. Men alt var Stemning hos ham, næsten intet Vilje eller fast Idé — undtagen hans Sandhedskærlighed.
Han var ogsaa altid forelsket i Fru Melitta, forsaavidt som hun syntes ham en tilbedelsesværdig Kvinde, men det vilde aldrig et Sekund være faldet ham ind at sige et Ord til hende derom. Han maatte være forelsket i en saa
