Side:E Bøgh Digte 1860.djvu/109

Denne side er blevet korrekturlæst

91

Vildsporet.

laa der den yndigste lille Plet,
man kunde see for sit Øje.
Hvo havde vel her sit eenlige Hjem? —
Bag Guldregn, Syren og Jasminer
titted en Hytte skalkagtig frem
fra de brogede Blomstergardiner.

Paa Bænken udenfor Hyttens Dør
sad den dejligste Kvinde;
aldrig jeg saae hendes Lige før
eller senere nogensinde.
Forgyldt af Solen var Blomst og Blad,
i Glød stod Himmelens Bue,
men Intet straaled som hun, der sad
i Aftenens Purpurlue.

I Skovens Tykning stirred hun ind
og skyggede Øjet med Armen,
dunkelt gløded den brune Kind,
yppigt svulmede Varmen,
rige kulsorte Lokker faldt
ned over de trinde Skuldre:
Det var en fristende Kvindegestalt,
en mørk, bedaarende Huldre.

Nu blev hun mig vaer, og med smilende Mund
hun hilste: „God Aften, Hr. Jæger!“
Hun bad mig tøve og hvile en Stund,
og hented et bredfuldt Bæger