383
sagte ind i det første Værelse; det var klart oplyst af Maaneskinnet: alt stod der endnu som før; Stolene, Spejlet, den gule Sofa og de indrammede Billeder. Den usædvanligt store, runde kobberrøde Maane skinnede lige ind igennem Vinduet. — Det er vist Maanen, som denne Stilhed skriver sig fra; den giver vist nogen en Gaade at løse. — Han blev staaende og ventede længe: og jo mere Maanen skinnede, desto hæftigere bankede hans Hjærte; det smærtede ham ligefrem. Endnu bestandig var al Ting stille. Pludselig hørtes en tør Knasen, som om et Stykke Ved blev brækket itu, og atter blev al Ting stille. En Flue, der var vaagnet, fløj pludselig mod Ruderne og summede klagende. Men i samme Minut opdagede han mellem Skabet og Vinduet en Fruentimmerkaabe hængende paa Væggen. Hvorfor er Kaaben her? tænkte han; før var den der ikke … Han gik sagte nærmere og opdagede, at der var én, som gemte sig bag Kaaben. Forsigtigt trak han Kaaben til Side og saa, at der stod en Stol der, og paa Stolen, inde i Krogen sad en gammel Kone ganske sammenskrumpet, med sænket Hoved, saa at han ikke kunde kende hendes Ansigt — men hende maatte det være. Han stod foran hende — hun er bange — tænkte han, løste sagte Øksen ud af Stroppen og slog den gamle i Hovedet, en Gang, to Gange. Dog, besynderligt nok, hun rørte sig ikke efter Slagene, som om hun var af Træ. Han blev bange, bøjede sig ned og betragtede hende; dog ogsaa hun bøjede Hovedet dybere ned. Han bukkede sig da helt ned til Gulvet ogsaa fra neden af og i hendes Ansigt, saa derind og blegnede — den gamle lo — lo hjærteligt med en sagte, uhørlig Latter og gjorde sig al Umage for, at han ikke skulde høre den. Pludselig syntes det ham, som
