Side:De uden Fædreland 1906.djvu/98

Denne side er blevet korrekturlæst

84

— Farvel saa, Peter, sagde han med saadan en tydelig, tillært Stemme.

Den hvide Officer havde set paa Joán. (Hvem er det, han minder om? fløj det gennem hans Hoved, og i samme Nu havde han tænkt paa den unge Majestæt: Ja, det var ham.)

— Saa rejs Du nu, Farvel, sagde Joán og tog den Pukledes Haand, som han altid havde været bange for:

— Farvel.

Peter vilde tale, men Joán havde vendt sig og de gik videre — mens den Puklede, midt paa Torvet, pludselig gav sig til at svinge sin Byldt, enten i en Slags Fortvivlelse eller maaske i en endeløs Glæde.

Soldaterne ved Vagten havde rettet sig og hilste den hvide Officer, der var standset ved Smøgen, mens han førte sine Øjne henover Kæden af alle Ruders maabende Hoveder.

— Farvel, Grev Joán, sagde han:

— Nu rejser jeg.

— Hvorhen skal De rejse?

— Bort.

Og lidt efter sagde den hvide Lieutenant: