Side:De uden Fædreland 1906.djvu/97

Denne side er blevet korrekturlæst

83

Da Joan rørte Officerens Haand, sitrede hans Skuldre som i et Ryk, og, et Nu, faldt hans Hoved ind mod hans Arm — saa tungt som noget Dødt.

Men Officeren slap Joáns Haand — maaske fordi han var bange for, at Joán ellers skulde komme til at græde — og sagde:

— Jeg skulde ha’e et Par Handsker, og han prøvede længe Handskernes Skind.

— Skal De ned til Baaden, Grev Joán? spurgte han, da alt var købt til den Puklede.

— Ja, sagde Joán, og paa en Gang holdt hans Hænder saa fast om Diskens Kant, som før om selve Baadens Ræling.

— Saa kan vi følges, sagde Officeren: jeg skal samme Vej.

De gik ud.

Joán vidste ikke selv, at han gik ved Siden af den hvide Officer, selv saa rank som Soldaten i et Geled — over Torvet. Peter gik bagved, med sin store Byldt med alle de nye Klæder. Ane holdt Øjnene saa stift paa Joáns Ryg.

Midt paa Torvet standsede Joán:


6*