497
saá han, mens det var, som alt hans Blod havde forladt hans Hjerte. Der stod Købmandens Skab og der var hans Plads, hvor han sad med sine svære Bøger. En Dag skulde Bestyreren føre dem videre.
Der havde de siddet. Det var Festbordet. Nu var Dugene plettede …
Hundrede Aar — hundrede Aar var der gaaet siden da.
Her var Oldemo’ers Stol og der var hendes Skammel … og der hang de, alle Billeder … de fra Vejle.
Der havde „Skumringen“ hængt. Imorgen vilde den komme paa Plads igen.
Imorgen.
Det var, som Joán opspilede sine Øjne: Imorgen.
Men saa rakte han Haanden rundt og saá ikke Ansigterne og talte paa Fransk til dem, der ikke forstod det; og vaktes op, da han stod ved Klaveret og hørte Tobakshandleren, der sad over Tasterne og søgte efter „Ridder Aage“ med én Finger.
— Ska’et nu være, sagde Larsen: ja, det var en herlig Dag.
Herman Bang.
32
