486
vort gode danske Hus og være trofaste mod vort eget.
Ovre i Raabels Hjørne havde Samtalen vendt sig og var paany hugget ned over Forsvar og Provisorier, og Doktoren sagde til Ussing:
— Faren, kære Ven, Faren — bliv os fra Livet med Faren. Vi er dog et lille Folk, som beviser sin Ret til at være til … hvor er der flere Evner, kære Ven?
Pludselig gav han sig til at le.
— Og Faren — Faren … har De læst det, Kandidat? kolossalt. Jeg læste det forleden … en Pokkers Fyr, hvor han skriver: Døden er ikke, skriver han. Ikke sandt, kære Ven, man sætter sig paa Enden: Døden er ikke — godt og kort … Men Manden har jo Ret. Det er et Spørgsmaal løst. Og Faren, kære Kandidat, Faren er heller ikke, naar vi ikke sér den.
Urmageren talte stadig til Joan, hvis Øjne fulgte kun Frøken Gerda: alle Farver var som slukte over hendes Ansigt, mens hun, ved Siden af Bestyreren, skænkede Købmandens Vin mellem de talende Mænd.
Fabrikanten sagde med sin skærende Stemme over til Forstanderen:
