Side:De uden Fædreland 1906.djvu/438

Denne side er blevet korrekturlæst

424

— Og no’et til Højerup, sagde han: naar det er rent ad Helvede til.

Pludselig havde Erik lænet sig ind til en af Sprittøndernes Bund, og staaende op, med Panden mod Træet, hulkede han, saa han skjalv.

— Erik, Erik, raabte Joán.

— Erik, sagde han sagtere.

— Erik, hvad er det?

— At det er ad Helvede til! … Og Erik blev ved at hulke.

— Naa, sagde han og vendte sig, mens Graaden endnu sad i hans Stemme: det er ingenting ... det skal du ikke ta’e dig af …

Han tørrede sig med Lommetørklædet i hele Ansigtet:

— Saadan under Jorden har vi vel alle vore Anfægtelser.

— Kom saa, sagde han, men efter at være gaaet et Par Skridt stansede han igen og for at tale om noget og noget andet, sagde han:

— Men naar det Rakkerpak (Ordene kom langsomt, som om han endnu søgte om sin Tanke) hugger i Johansen, som vel osse har fortjent det, naturligvis, saa er s’gu Forstanderens Fusel meget værre end Johansens Gift …