415
ikke døje; og hvad han vilde, det ku’ han ikke staa ud med.
— Men nu ka’ de’ jo osse vær’ det samm’ — naar Petersen en Gang ta’er det …
— Bestyreren?
— Ja, det er da vel Meningen, sagde Urmageren og idet han tog sit Glas sagde han:
— Har De drukket med Tobakshandleren?
Købmanden, der skænkede af en Flaske Bordeaux, var naaet hen til Grev Holstein, som stod ved Siden af Fru Jespersen.
— Til denne Salat, Johansen, sagde Grev Erik og talte i en lidt ubetænksom Tone: skulde De egenlig rykke ud med Deres berømte Bourgogne.
— Det var Ret, Hr. Hofjægermester, sagde Købmanden og lo, mens der var fløjet et ganske kort Glimt ud af hans Øjne: Hofjægermesteren forlanger selv ind her hos os Bønder.
— Men, blev han ved og styrede sin Stemme: det ka’ Hofjægermesteren godt faa, hvis Hofjægermesteren selv vil hente den. Hofjægermesteren véd, hvor den ligger.
Grev Holstein havde bidt i sin Læbe:
