397
aa ja, naturligvis, naar man er forfulgt af en Sats og kan ikke komme fra den …
— Men, blev hun ved og sprang igen i sin Tanke: min Fa’er han sagde saa tit og, Gud, maaske havde han Ret, du løber, min Pige, fra det ene til det andet, fordi du vover ikke Springet …
— Alting, er at vove, sagde Joán.
— Ja, sagde Fru Raabel.
— Men nu er man jo gift, begyndte hun igen: og man lever i de fælles Interesser — for, Gudskelov, dem har man.
— Ja, sagde Joán (Gerda stod ved Klaveret nu, hvor Erik havde sat sig).
— Og saa har vi jo Musikforeningen, som jeg fik dannet, osse for min Mands Skyld, Tiden er vanskelig for Læger, og hvor man lægger et Arbejde. Ja, desværre, det var jo ikke os — nu iaften, vi vovede det ikke, naar Forholdene er smaa og desuden, det maa man jo sige, for den lille Frøken Johansen er det heller ingen Risiko. Naar det er dem, er der jo mange, desværre, som føler sig tvungen til at gaa med — det ligger jo i Forholdene — dér, hvor Pengeskabet staar og Panteobligationerne gem-
