371
Oppe paa Scenen prøvede Erik den lille Mazurka igen.
Gerda (der maaske, ligesom Joán, tænkte hundrede Tanker og ingen og hørte og hørte ikke) sagde og havde drejet sit Hoved om efter Flygelet:
— Det er, som de græd, mens de danser.
— Ja, sagde Joán, men hans Stemme lød som en lykkeligs.
Der laa et Program paa Bordet: Joán Ujházy-Konsert stod der med store Bogstaver. Gerda tog det op og med et helt andet Tonefald (mulig var det Klangen i hans „Ja“, der havde skiftet det) læste hun og smilede:
— Joán Ujházy.
Joán stod bag hendes Skulder og saá som hun paa det hvide Blad:
— Joán Aage Ujházy, sagde han og smilede.
— Aage? hun havde vendt sit Ansigt.
— Ja, sagde Joán: jeg hedder ogsaa Aage.
— Aage, gentog hun.
—Ja.
Hun slap det hvide Blad og det faldt ned paa Dugen:
— Vi skal vist gaa.
24*
