Side:De uden Fædreland 1906.djvu/377

Denne side er blevet korrekturlæst

363

— Han rev s’gu Traaden fra mig, sagde Erik og stod op fra Flygelet.

— Fri Scene, sagde Fru Jespersen og løb op mod Baggrunden, hvor Gerda gik.

— Nynner Du, Gerda? spurgte hun helt forbauset.

— Gjorde jeg? sagde Gerda og virrede med Hovedet.

Men til Joán, der stod i Kulissen, sagde hun straalende, lige, da Tæppet gik op:

— Nu har vi forandret hele Programmet.

— Ja, sagde Joán og saá paa hendes lysende Ansigt, mens han sagde de to Ord, som om det var noget helt andet, han sagde hende:

— Hele Programmet.

— Hva’ Fa’en er’et, han si’er? sagde Erik, der gik nede i Rummet op og ned, og af Angsten var blevet helt let i Skridtet.

Hr. Dr. Raabel holdt en Tale, hvori han indflettede baade Stedets Tak og Musikforeningen. Men da han nævnede Hofjægermesteren, Hr. Greve Erik Holstein, lød der et bredt og højt:

— Den er s’gu storartet. Det kom fra Ur-