350
førte uafladelig den venstre Haand over sin Pande, som vilde hun fjerne Haar, som ikke var der.
Mens de blev ved at tale.
— Det er underligt, sagde Joán og saá derud: det er ligesom de var forbausede.
— Det er de da ogsaa, sagde Frøken Gerda.
Joán smilede ved det selvfølgelige i hendes Tonefald og han sagde:
— Men hvad var saa kønnest?
Frøken Gerda vendte sit Ansigt:
— Det alt, sagde hun.
Det var som Joáns Haand sitrede en lille Smule om Dørgrebet. Saa sagde Frøken Gerda — og Stemmerne slog stadig op derude —:
— Det er sært, det er ligesom man stod saa langt borte …
— Det gør vi ogsaa, sagde Joán ganske sagte.
Men Frøken Gerda havde vist ikke hørt det, for hun pegede kun, lidt hurtigt, ud i Salen og sagde:
— Dér sidder Sønderjyderne.
Det var midt i Salen, de sad, ubevægelige,
