336
og en Herre, der ærbødigt tog Hatten af, sagde:
— Her er livligt, Hr. Hofjægermester.
— Godaften, Hr. Landinspektør — ja, Fa’n ta’e mig, Karussellen gaar.
Erik havde vendt sig og saá ned ad Landsbygaden, hvor Folk blev ved at komme — i Klatter — Bønder og Bønderkoner i Sjaler og Galoscher, under det elektriske Lys.
— Ja, sagde han: det er s’gu et underligt Land — det Land, vi lever i.
— Et storartet Land, sagde Joan og løftede sin Haand: Men skynd Dig.
Han drejede ind ad Porten, som Vognen spærrede.
Oppe hos Johansens begyndte de at spille. Klaverets Toner slog gennem de aabnede Ruder ud over Gaden.
Joán var stanset: Skyggerne deroppe gled hen over de nedrullede Gardiner.
— Det er Fru Raabel, sagde Erik: jeg kender hendes Sommernats-Drøm.
— Her slipper vi ind, sagde Joán, og han løb ind i Porten foran den næste Vogn.
