Denne side er blevet korrekturlæst
278
Joán vidste knap, at han havde grebet om hendes Haand:
— Og saa sætter vi os, sagde han.
— Næ, næ, Bestyrer, raabte Urmageren helt oppe fra den anden Ende:
— Koncertgiveren ska’ s’gu sidde mellem Formændene.
Og Bestyreren gik bort fra den tomme Stol ved Siden af Gerda, mens den blaa Dame rykkede derned.
— Nu sidder vi jo storartet, sagde hun og trak sine Handsker af.
Gerda havde et Nu set hen efter Bestyreren:
— Ja, Fru Storartet, sagde hun pludselig og lo efter al sin Forskrækkelse.
— Det kalder hun mig, sagde den blaa Frue.
— Ja, sagde Gerda: for det si’er hun altid.
Damen lo, saa man saá tyve hvide Tænder.
— Men er her ikke ogsaa storartet i Danmark?
— Det er her, sagde Joán.
— Men nu maa vi spise, sagde Gerda.
