Side:De uden Fædreland 1906.djvu/286

Denne side er blevet korrekturlæst

272

— Gør De?

Og de smilede hele Tiden.

— Centralen, raabte Joán ind i Tragten og han fik den.

— Hvad er det saa, de Folk hedder, sagde Joán, der stod med Tragten.

— Holchs fra Fiskedammen, sagde Gerda, som om hun souflerede.

Men „Fiskedammen“ kunde Joán ikke sige.

— Fiskedammen, gentog Gerda og begyndte at le, ganske sagte.

— Fiiskedam, sagde Joán i Tragten.

Han fik „Dammen“.

— Hvem taler? hviskede Gerda og strakte sit lille Hoved frem.

— En Damestemme, hviskede Joán tilbage.

— Hvad siger hun?

— Hvem hun taler med, hviskede Joán, og deres Ansigter var hinanden ganske nær.

— Med Joán Ujházy, sagde Joán ind i Tragten.

— Hva’ si’er de? hviskede Gerda, med Øjne, der straalede.

— Jo, med Joán Ujházy, gentog Joán i Tragten.