Denne side er blevet korrekturlæst
248
Og idet hun smilede, sagde hun:
— Det er vist køn.
Men pludselig forvirret uden at vide, hvorfor, sagde hun:
— Hvor vi har været længe borte.
— En halv Time, sagde Joán.
Hun saá frem for sig:
— Ikke mér?
Og de tav igen.
De bøjede ind i Gaden, hvor de elektriske Lamper hang:
— Er det Klokken halvsyv, vi skal spise? sagde Joán og talte muntert.
— Ja.
— Mange, Frøken?
— Nogle.
Hun lo:
— Det har De godt af. Saa faar De ikke Tid at være bange.
— Saa klæder jeg mig om nu.
— Ja, sagde hun.
De var ved Hotel „Danmark“.
— Farvel saa længe, sagde Joán og gav hende Haanden:
— Og Tak for Vejen.
