140
om hun i Stilhed havde anslaaet ham til noget fordelagtigere.
Det var, som Joáns Fingerspidser gjorde ondt, naar de rørte Dugen.
Prinsessen sagde, oppe ved sit Bord, der stod mellem Ministerens og Hr. og Fru Bizots og hvor Samtalen endnu var ved Hotelsenge og Jernbanesenge:
— Ja, sove, Frue, gør jeg egenlig kun godt i Rumænien.
— Aa, ja, ja, sagde Fru Bizot, og der gled et pludseligt Smil over hendes Ansigt: der har De Ret: skal jeg sove rigtig ud, maa det ogsaa være i Le Bourg.
— Madame Bizot sover allevegne som en Kampesten, sagde Hr. Bizot.
— Ja ja, min Ven, sagde Fru Bizot som i et Ryk; og hun forsikrede Prinsessen for, at naar hun altid sov roligt, var det fordi hun bestandig medførte en Hovedpude, der var fyldt med Urter, hun selv plukkede udenfor deres Villa paa en Mark nede ved Seinen.
Haagemester, der havde rejst sig og havde bragt sig i Erindring hos Fyrstinden, hvem han
