Side:De uden Fædreland 1906.djvu/141

Denne side er blevet korrekturlæst

127

sine Hænder, som han holdt udspilede foran sit Bryst:

— Grev Ujházy, jeg har maattet lade Dem kalde, og han lagde til, med Øjnene over paa Joán:

— De —

Hvorpaa han pludselig holdt inde:

— De forstaar mig.

Joán forstod ikke.

Hr. Dupierre flyttede sig i sin Stol og skiftede Benstilling („Dette var ubehageligt, meget … højst ubehageligt … men man maatte til Sagen … højst, særdeles ubehageligt“).

Han sagde:

— Der er forefaldet et Optrin — et meget ubehageligt Optrin.

Og tav igen, uden at Joán svarede.

Men pludselig fortørnet (fordi han følte, han „sad i det“), sagde han vredt og meget højt:

— Og De forstaar vel, at jeg ikke taaler Voldshandlinger i min Institution.

Joán svarede og rørte sig ikke.

— Jeg kan forlade Skolen straks.

Det gav næsten et Sæt i Hr. Dupierre —